Hvidovre inviterer til beredskabsmøder for virksomheder og borgere

Torsdag den 27. august bliver ”Store beredskabsdag” i Hvidovre, hvor kommunen inviterer både erhvervsliv og borgere til møder om beredskab i Kulturhus Risbjerggaard.
Om eftermiddagen mødes lokale virksomheder til et arrangement i samarbejde med Hvidovre Erhvervsnetværk, mens aftenen er reserveret til et borgermøde. Begge arrangementer handler om, hvordan kommunen, virksomheder og borgere sammen kan styrke robustheden i en tid med et ændret trusselsbillede.
Hovedstadens Beredskab og Københavns Vestegns Politi deltager i møderne. Til borgermødet kan deltagerne desuden møde blandt andre Beredskabsforbundet, Hjemmeværnet, Grønne Nabofællesskaber og Røde Kors.
Borgermødet består af oplæg, spørgsmål og mulighed for at besøge stande med information om blandt andet hjemmeberedskab, naboberedskaber og frivillighed.
Borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen fremhæver, at beredskab kræver fælles indsats:
"Både som kommune, beredskab, virksomheder og som borgere har vi et ansvar i forhold til at forberede os på og håndtere kriser. Vi skal hjælpes ad, så godt vi kan, den dag vi bliver ramt af fx et større strømsvigt, svigt at drikkevandsforsyningen eller voldsomt vejr. Derfor er det vigtigt, at vi styrker vores praktiske beredskab og vores evne til at hjælpe hinanden. Heldigvis har vi i Hvidovre i forvejen mange stærke fællesskaber, og erfaringen viser, at et lokalsamfund, hvor vi kender hinanden og har gode relationer, står mere robust i en krisesituation.”
Faktaboks: Store beredskabsdag i Hvidovre
- Dato: Torsdag 27. august 2026
- Sted: Strungesalen, Kulturhus Risbjerggaard
- Virksomhedsmøde: Kl. 15.30-18.00
- Borgermøde: Kl. 19.00-21.00
- Arrangør: Hvidovre Kommune
- Deltagere ved møderne:
- Hovedstadens Beredskab
- Københavns Vestegns Politi
- Beredskabsforbundet
- Hjemmeværnet
- Grønne Nabofællesskaber
- Røde Kors
- Temaer:
- Hjemmeberedskab
- Naboberedskaber
- Frivillighed i krisesituationer
- Håndtering af blandt andet cyber- og strømnedbrud, klimahændelser og forsyningssvigt
- Tilmeldingsfrist: 20. august 2026
- Alternativ tilmelding: Telefon 36 39 30 00 for borgere uden digital adgang
- Mulighed: Borgermødet livestreames på hvidovre.dk.






Accepter kun nødvendige cookies